Ankomst!

Endelig ankom man til det længe ventede Tanzania.

Det første jeg ser, er Kilimanjaro lufthavn. En asfalteret vej, en flad bygning med en velkomst hal – dette var deres såkaldte lufthavn. Omegnen var mere mark end civilisation. Naturen skreg af Afrika på lang afstand og mindede en om barndommens disney film Løvernes Konge. Køreturen var som at gennemleve disney filmen bare uden alle afrikanerne i vejsiden. Man suger alle indtrykkene til sig allerede nu og smilet ømmer ens kinder. Endelig er vi ankommet! Vi passerer utællelige flokke af køer og geder ledsaget af små afrikanske børn med bare fødder. Derudover går og står der lange ranglede maasai mænd i den traditionelle røde klæder med stok i vejkanten. Kontrasten af den afrikanske natur, lerhuse og nøgne fødder sammenlignet med den moderne bil betrukket med hvidt læder og moderne hits i højtalerne står stærkt og det sætter tankerne i gang. Noget af det første man også lægger mærke til er, at de kører i venstre side af vejen, hvilket afspejler den engelske kolonitid. Man finder deres køreegenskaber utrygge og følelsen af, at de kører ind i en bliver en del af dagligdagen.  Det dummeste at gøre er, at tøve i trafikken. Gotta go with the flow.
Ved min side i bilen sidder Frederikke som jeg mødte i Nairobi lufthavn. Hun skal være der i 3 måneder ligesom jeg. Foran mig sidder Christina, som vi først stødte på iKilimanjaro. Hun bliver her i 1 måned. Alle sammen skal vi på børnehjem.

Overgangen fra den afrikanske natur og til Arusha by skete brat med udsigten til en kæmpe blå bygning – et lignende hotel og derfra af, var der sammenhængende butikker, byliv og kaos. Ingen lyskryds og ingen fortove. Støvet hvirvler omkring og tætheden af afrikanere stiger voldsomt. Vi når til Clock Tower, som er midtpunktet af Afrika mellem Cairo og Cape Town, et oplagt mødested. Vi drejer ned af en bumlet vej tæt omgivet af lerhuse, butikker, bygninger, menneskemængde og ejerløse dyr. Vi når til den lyserøde bygning; Tanzanite Appartments. Mit hjem i tre måneder. Stedet er omringet af en mur, hvor der på toppen er rullet kraftig ståltråd i liggende spiralform. Ligesom da vi ankom i lufthavnen er de indfødte hurtig som refleks til at bære ens tasker for en. ”Asante sana” – mange tak.  Ind kommer vi og det første man ser, er en overdækket terrasse med et langt bord, hvor fem-seks sorte mænd og en kvinde sidder og med et vender øjnene mod en. ”Karibu… Welcome!”. Amani, Abraham, David, Ayubo, Elias og Marietta. Disse er navne, som man var nødt til at spørge om et par gange, for at kunne huske dem, grundet de væltende indtryk og kulturchokket.
Jeg var forberedt på at møde et par danskere og ud af den sidebygning til højhuset, som det skulle vise sig at jeg skulle bo i, kom Gitte og Mette. Senere opdagede man, at det var hele tyve danskere som hører til huset udover to tyskere og en amerikaner; en blanding af børnehjemsbesøgende og sygeplejersker. Første dag gik med at kommunikere og gå en lille uofficiel tur. Næste dag Orientation Day and learning of Swahili.

Min vej i Arusha

Home sweet home

 

Categories: Velkomst | 1 kommentar

Indlæg navigation

One thought on “Ankomst!

  1. Nikoline

    Sluger hvert et ord og forestiller mig billeder i mit hovede – hvor er du god til at skrive Sille! Og hvor lyder det hele mega spændende. Glæder mig til at følge med i dit eventyr. Savner dig – men ved du har det godt!!
    Kys fra Nikoline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

%d bloggers like this: