Indtryk og forventninger

Det første vi fik styr på ved orientering var sim-kort og internetstik så man kunne have bare lidt kontakt med omverdenen. Internettet virker overraskende godt i forhold til at vi sidder blandt slum, lerhuse og enkelte bygninger. Men det er ikke vestlig standard. Hernede er tålmodighed en dyd, ikke kun med det tekniske, men med hensyn til afrikansk tid. Afrikanerne har ikke det samme forhold til mødetid og planlægning, som man får skovlet ind med ske siden man var lille hjemme i Danmark. Første dag på børnehjemmet for eksempel blev vi mødt af lederen David, som sagde, at han ville være tilbage ”in two minutes”, som så blev til en halv time. Vi fem piger; Gitte, Mette, Frederikke, Christina og jeg selv sad på en bænk i solen og ventede. Ikke ligefrem det man forventede. Egentlig havde jeg personligt også den forventning om at man blev mødt af en flok løbende sorte små børn, men de sad alle inde i klasserne. Da de først opdagede en var der enkelte som reagerede, men det var ikke det store. De observerede derimod meget og var lidt generte. Man vidste ikke rigtig hvad man skulle gøre af sig selv og spørgsmålet om de overhoved kunne kommunikere med en.  Efter ”Mambo… poa”- en af måderne at hilse på og ”Habari… mzuri”- hvordan går det, så blev det en udfordring at komme ind på børnene. Mama et og to besværede sig ikke engang med at kigge på en og man følte sig lidt overflødig og fremmed. Idet at det var første dagen var initiativet ikke på højeste gear, og man observerede mere stedet, menneskene, omgivelserne og tog alle indtrykkene ind.
Isbryderen kom heldigvis, da vi blev fordelt ud i klasserne. Jeg glædet mig sådan til at se hvordan skolegangen foregår hernede og se hvad børnene kan. Jeg blev sat i en klasse med børn fra 6-11 år, størstedelen piger. Jeg bliver mødt med forventningsfulde børn som alle ville have at jeg skulle sidde ved siden af dem. En smuk pige ved navn Sulfa tog min hånd og sagde ”Teacher, teacher sit here”. På børnehjemmene bliver alle voksne kaldt ”Teacher teacher”. Mit indtryk af den manglende imødekommenhed svandt mere og mere i løbet af timen. Glæden ved børnehjemmet voksede i takt med at man skabte kemi med de livsglade, kreative, kvikke og håbefulde børn. Man kunne tydeligt mærke, at det børnene trængte til var et ekstra sæt øjne til at give dem opmærksomhed. Alle havde de lige noget jeg skulle se, gøre eller kommenterer. Samtidig kom der også stor skuffelse i deres øjne, hvis jeg ikke lige kunne huske alle deres afrikanske navne. Og det forstår man jo egentlig godt, men personligt er det bare ikke muligt for mig at lære ti børns navne på en gang. Men efterhånden sidder de forskellige navne der, når man forbinder barnet med minder og oplevelser.
Jeg blev overrasket over hvor godt engelsk børnene talte, hvor mange ord de både kunne sige og stave.  Jeg hjalp dem, da de skulle arbejde i grupper i engelsk timen, efter at vi havde haft matematik. De skulle skrive to gange ti ord med vokaler og konsonanter. Først måtte jeg lige give et tegn til læreren idet han var i gang med at lære dem at foran alle ord der starter med en vokal høre ”a” til og ikke ”an”… Det var jo så lige omvendt. Men den klarede vi. På trods af lærerens manglende kompetencer finder jeg børnene utrolig begavede.
Har sjælden været så smadret efter ikke at have lavet det store fysisk, men da vi kom hjem fra første dagen på børnehjemmet var jeg helt mæt af indtryk og den danseleg jeg fik lært dem som trak al energi ud af mig. Man skal tænke på, at mængden af energi man indtager ved føde og andet er langt fra det man får derhjemme. Det hænger derved meget godt sammen med at tingene hernede ikke går så stærkt. De er til gengæld meget service minded. Hvis der ikke er nogen steder at sidde for en ”Mzungu”- en hvid, så er ”Mbongo” – sorte, meget hurtige til at give deres væk og de tager næsten som en fornærmelse hvis man takker nej. Især i ”dalla dallaen” – en minibus, vi kører med, vil de hellere end gerne stå op foroverbøjet (idet at man ikke kan stå oprejst i dalla dallen). Det er utrolig tæt i en dalla dalla for der er pladser til ti men jo flere mennesker jo flere penge, så vi kan hurtig komme til at sidde og stå 15 mennesker. Dette inkluderer selvfølgelig en god omgang menneskelugte af forskellig art og kræver opmærksomheden omkring ens taske, idet man er så tæt at det er pjece of cake for lommetyve at nuppe værdigenstande. Jeg har altid tasken på maven, men har endnu ikke stødt på ubehagelige mennesker i dalla dallaen. Alle er imødekommende, hilser og snakker med en. Ikke ligesom i Danmark, hvor man helst vil sidde i hver sin ende af kabinen i toget.

Det må siges at være svært at beskrive de forskellige indtryk, forventninger og oplevelser med ord og især det at skrive dem ned. Det kommer altid til at være en brøkdel af det at være i det selv. Jeg må siges at være mættet af indtryk og der kommer kun flere. Kan ikke vente.

Categories: Velkomst | 1 kommentar

Indlæg navigation

One thought on “Indtryk og forventninger

  1. Anette

    Flot beskrivelse skat og et pragtfuldt billede 🙂 Møs fra mor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

%d bloggers like this: