Indtrykkene overvælder stadig!

Den ottende uge er startet. De støvede fødder er smækket op på sofabordet efter endnu en arbejdsdag. Solen bager stadig og fluerne sværmer om en og invaderer ens kaffekop. Dagen har været som mange andre og stadig synes der en forskel for hver dag man møder op på børnehjemmet. Det kan være de mindste ting, som hvem man taler og leger med, hvordan undervisningen foregår og hvilke rækker af indtryk som stadig fylder en efter godt og vel otte uger i samme by. Selvom man nogle gange befinder sig i den samme trummerum dukker der altid ting op som gør dagen anderledes og udfordrende. Sidste søndag blev vi inviteret til konfirmation af Scola; en af mama’erne som arbejder her i Tanzanite appartments. Hendes to drenge skulle konfirmeres. Og det bliver der også hernede gjort et stort nummer ud af. Morgnen står for døren og vi hopper i de lange kjoler, for at udvise respekt overfor kirken, den katolske kirke i dette tilfælde og tropper syv piger op foran kirken, som står næsten tom. Klokken er ni om morgenen og de andre havde danset natten lang, mens jeg blev hjemme med en form for roskildesyge. Den første af slagsen for mit vedkommende hernede som egentlig kom bag på mig i forhold til at jeg har haft halvanden måned i Tanzania. Men nok om det vi står klar og parat og får så at vide at præsten ikke er dukket op. Det skal lige siges at det altså er 205 børn med påhængende familie som står klar udenfor kirken til at gå i gang med ceremonien, men præsten vælger så ikke at dukke op. Vi bliver sendt hjem igen og får at vide at vi skal stå foran kirken igen halv elleve. Scola fortæller at præstens søster er syg og derfor er hele molevitten blev rykket uden varsel. T.I.A… Ikke noget med at sende en substitut.  En smule hektisk at komme forbi al trafikken for at være hjemme en times tid for at køre tilbage igen. Men vi gjorde som de sagde. Der var alligevel ikke meget andet at lave det pågældende sted. En gåtur kunne jo have været oplagt. Men efter at morgensurheden drev over og vi igen kom og oplevede ceremonien, var det det hele værd. Familie og venner var flotte klædt. Alle konfirmanderne gik i hvidt og blåt med kors om halsen. Koret havde lange dragter og fest og farver all over. De begyndte at synge udenfor kirken, hvor alle 205 konfirmander var linet op og ind gik de så og fire timers ceremoni kunne begynde. Selvom ens bagdel og skuldre blev ømme af at sidde i samme stilling og i mit tilfælde at helbredet ikke lige var det bedste, kunne koret og stemningen rejse ens hår på armene. Traditionen bagefter er så, at konfirmander, familie og venner går en tur ind til byen for at få taget billeder og så er der så ellers gilde privat for hvert hjem. Det var vi naturligvis også inviteret til. Jeg måtte lige ligge mig lidt inden festen om aftenen begyndte, og frygtede at jeg gik glip af herligheden, men da jeg kom derop blev man mødt med en stykke sukkerkage aka lagkage som konfirmanderne fodrede en med fra en tandstik – v.i.p. Man skulle lige pose for kameramanden inden man spiste kagestykket og derefter udbryder der jubel i hele salen. Det gentager sig så for, ja, os hvide piger (specielt var det jo at vi sad der) og så de tætteste af familien. Varmere mennesker har jeg sjælden mødt. Det betyder åbenbart virkelig meget for de lokale hernede at sådan nogle som os møder op. Var denne søndag inviteret til lignende fest bare uden ceremoni sammen med nogle af de lokale fyre vi af og til hænger ud med og også de samt familien var yderst taknemmelig for at jeg og min veninde kom. Med Scolas familie var festen lidt længere nede af vejen på Tanzanite Bar, hvor de har festlokaler, men med de andre kom vi virkelig ud til det almene afrikanske hjem; en beton bygning omringet af støv og sten. Vi sad på coca cola plastikstole og omkring løb små børn rundt i deres søndagstøj og i et mørkt rum brummede bassen fra de fedeste dancehall sange. En besynderlig mix af mange ting på bare et sted. Pludselig forsvandt resten af festen ind i et fællesrum, imens vi sad ude i uderummet og spiste. Ved ikke om det var af hensyn til os på en eller anden måde, men jeg ville klart foretrække at vi sammen kunne have delt måltidet. Der kan sikkert være en anden forklaring, men jeg studsede godt over det. Resten af aftenen var vildt hyggeligt og vi blev på bedste maner kørt hjem i fede vogne – som er noget af en kontrast til den dalla dalla man tager hver dag, skal det lige hilses og siges! Det er drengenes egne biler – men tilskuddet til den er tvivlsomt fra deres egen lomme. Ordet sugar mama er nok så kendt hernede idet nogle eller for så vidt mange afrikanske fyre hernede får internationale kærester som sender penge til dem – fordi de bor i Afrika og har brug for støtten. Der er delte meninger om det emne. Noget at forholde sig kritisk til i hvert fald.

En anden ting som skilte sig ud fra hverdagen var sidste uge hvor vi tog boda boda timer – har før stavet det som bora bora og det beklager jeg MEGET! Svært at skrive et ord ud fra hvordan det lyder hernede… Anyway motorcykelkørsel under anstændige forhold med en kørelærer til hver og et sikkert sted at blive undervist. Til de bekymrede så forlod hjelmen ikke mit hoved hele vejen igennem og nåede ikke at være alene på boda bodaen som nogle af de andre prøvede. Min lærer var meget påpasselig. Men kun godt jo. Vi ser i hvert frem til næste køretime. 15.000 TSH for en time – 60 kr.  Not bad at all. Og fedt adrenalin kick!

En ting som jeg altid nyder hernede er når vi svinger dansefødderne på gulvet! Det kan virkelig løsne op for en hård arbejdsuge eller bare en dårlig dag. Vildest går det til på Via Via, som er hver torsdag, hvor dansegulvet næsten ikke bliver forladt hele natten. Er der noget jeg kommer til at savne herfra, så er der folkets musik og danseglæde hernede! Bare det, at man kan sidde stille og roligt på sit værelse hjemme i lejligheden og pludselig blive afbrudt af den sygeste forstærker på hjul udenfor på vejen spille så højt at man mærker bassen i brystet og dårligt nok kan høre en selv tænke. Det giver bare sådan et ordentlig smil på læben. Nå tilbage til Via via – her i torsdag havde jeg det for fedt med en af dansedrengene, Mas, hvor vi sang efter sang bare battlede foran hinanden og delte moves og danseglæde. De bliver stadig paf når en hvid bevæger andet end overkroppen hernede eller svinger et par zumbamoves på gulvet. Det bliver jeg aldrig træt af. Man danser så sveden driver. Ligeså gjorde vi på en klub der hedder Masai Camp i lørdags. Det er bare fedt fedt fedt!

I søndags drog Mette og Gitte til Kenya for at starte deres tre ugers adventure på egen hånd. Det har været os fire siden starten, så det har været noget at skulle vende sig til, at man ikke havde dem på værelset ved siden af. Siden jeg kom her er alle undtagen Frederikke taget hjem eller så er der kommet nye til. Det er lidt tumult, men samtidig møder man nye og spændende mennesker hele tiden. De gamle savner man dog idet der ikke er et sted som Afrika, som binder folk sammen. Bare det at det ikke at os fire som følges til børnehjemmet nu føles lidt tomt. Men Frede og jeg råhygger nu stadigvæk. Det alt for fedt det vi har sammen.

Cradle of Love med tumlingerne

Mig med 2 måneder gammel Gloria på armen.

Konfirmanderne Dennis og Hendrick til festen om aftenen!

Denne tirsdag og onsdag tog Fredrikke og jeg på Cradle of Love; babybørnehjemmet. Det er en fantastisk oplevelse at komme der hver gang og så er man sammen med børnene på en helt anden måde en på Living Water. Et fordi det er langt yngre børn og endda babyer men samtidig er ens rolle i hverdagen også mere fokuseret på de basale behov; mad, søvn, ble-skiftning og øjenkontakt. Samværet er lige så stærkt på begge børnehjem men det foregår alligevel meget anderledes i forhold til målgruppen af børn. På Cradle i går sad jeg med en håndfuld tumlinger på gulvet og havde tog på skødet. En besynderlig lugt opstår og jeg søger med en vildfaren næse for at finde frem til ejermanden. Den dejligtste dreng på mit skød har så lidt våde bukser. Det er ikke gået udover mig tjekker jeg og bærer ham ind for at få ham skiftet. Jeg undrer mig stadig over lugten, da en tisseblev der er gået over bord tvivlsomt kunne forårsage den dunst. Og nej det kunne den ikke. På puslebordet trækker jeg tøjet af den lille skat og han er smurt ind i diarre. Skulle mildest talt lige sunde mig inden jeg gik til angreb på svineriet men hurtigt smeltede jeg for den lille mand som hylede i vilden sky og fandt så diarreen ubetydelig.  Selvom man tænker ej come on det er bare en lorteble vil den fængende afskylige stank, som jeg nærmest ikke kan beskrive, minde dig om at det ikke er en helt almindelig lorteble. Fy fan. Men baby kom i bad og hurtigt troppede der flere babyer ind i puslerummet. Det var en skøn følelse igen at sidde med de samme tumlinger i legerummet helt rene og glade efter sådan en hektisk tur. Det er utrolig givende at kunne tilfredsstille så basale behov for nogle der har så meget brug for det. Passede også en to måneder gammel baby som havde samme størrelse som en nyfødt – hun er for tidlig født og er blevet efterladt på hospitalet. Igen er disse historier om efterladte børn en triviel ting hernede, men det stopper aldrig med at forarge mig. Man får vitterlig den tanke at man tager dem alle sammen med hjem. Who knows – måske lykkes det for mig 😉

Categories: Velkomst | Skriv en kommentar

Indlæg navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

%d bloggers like this: