Lidt tættere på madkulturen

Mambo kære læsere! Livet går derud af her i Tanzania og det er skønt at være tilbage i Arusha efter en vellykket afslapningstur til Tanzibar. Vi havde tre nætter i Stone Town, hvor vi oplevede kulturen, markederne, slavehistorien, Prison Island og Spice Tour. Alle ting anbefalet, hvis man overvejer en ferie i Zanzibar! Derefter gik turen op nord på til Kendwa Beach – bounty stranden over dem alle! Det er ren afslapning; mad, smoothies, massage og godt selskab. Frederikke og jeg var ikke helt klar til at vende tilbage til hverdagen efter sådan en omgang luksus – men hjem kom vi da og jo jeg havde godt savnet mit andet hjem. Dog er det altid rart med ferie!

Her i Arusha går hverdagen igen med socialt samvær i Tanzanite Appartments, undervisning og leg på Living Water, babypasning på Cradle of Love, mange timers dans på Via Via og meget andet. Kan ikke forestille mig en bedre hverdag end det! Lige nu frister rutinen i det kolde Danmark ikke just… Men tættere og tættere kommer den dag, hvor det er min tur til at tage flyet væk fra Arusha ligesom de andre fantastiske mennesker som har forladt os i løbet af den sidste måneds tid. Det er ikke til at fatte.

I mellemtiden prøver jeg, så vidt muligt, at fokusere på at være, hvor jeg er, selvom DK puster mig i nakken. I går gjorde jeg Marietta med selskab i køkkenet, hvor vi kokkererede traditionelle vegetable samosaer from scratch! Det er en del arbejde må man sige – og mange trin skal man igennem for at lave den mest perfekte, velsmagende, trekantsformede, krydret og sensationelle samosa. (Ja jeg er STOR fan af samosa – især hjemmelavet). Som i kan se på billederne blev jeg iført køkkenoutfittet og blev ved hvert trin guidet igennem proceduren af min kære chef. Vi råhyggede i køkkenet!! Hun er det kæreligste menneske jeg har mødt og hun spreder så meget varme og glæde gennem hendes latter og imødekommenhed. Hendes taknemmelighed var også stor – det betyder meget for hende at jeg ville tilbringe min fridag svedende i køkkenet med hende og lave mad. The pleasure is all mine, siger jeg bare!! Vores vagt Ayubu kunne ikke stoppe med at grine, da han så mig i outfittet – aldrig havde han set en mzungu i den tilstand. Sådan reagerer han også, hvis jeg enten rydder op, tager skraldespanden ud, vasker tøj osv.. Tænk at den tankegang kan forekomme; bestiller hvide sig virkelig noget her i Afrika? Og igen kan man ikke bebrejde ham noget, for hvis det er det eneste han kender til, er det jo svært at få sig et perspektiv. Og her nede ses hvide oftest som turister der besøger Africafe, shopper på markeder eller kører rundt i taxa eller jeeps på vej til safari. Det ærger mig at det skel stadig, i en så stor grad, er en realitet… Og igen har jeg erfaret at tingene ikke er så sort på hvidt, heldigvis, men fordommen opstår alligevel hurtigt både fra afrikaner og ikke-afrikaners side.
Anyway min tid i køkkenet var yderst givende og jeg fik også en smag for, hvor besværligt det er for Marietta at lave en simpel trekantformet dish som samosa. Hendes køkkenredskaber er heller ikke noget at råbe hurra for, men hun er kreativ og erfarende med de redskaber hun har. Det må man give hende. Havde en fantastisk oplevelse med hende og det er ikke sidste gang jeg står der og laver traditionelle retter! Next up; pilao!
Pt sidder jeg på værelset med Frederikke liggende læsende på sengen, hvor vi udenfor kan høre trompeter, råben og trommer; lørdag er bryllupsdag, så gaderne er fyldte med festlige mennesker, pyntede biler og massevis af små orkestre placeret bagerst, stående i en firehjulstrækker. Hele byen er med til at fejre det. Det er også en af de små ting her i Afrika som skiller sig ud fra Danmark.
Vi tager snart ud og hygger lidt med børnene fra Living Water her på denne solrige, festlige og afbalanceret lørdag.

Marietta og jeg der forbereder samosa; nu ved den varme pande – en af de mange trin for at lave en enkelt samosa!

Pandekagerne er lavet som chapati før de bliver skåret til, foldet og limet til lommer, hvori fyldet bliver fyldt i og derefter limes de til før de bliver friturestegt. (Limen er lavet af vand og mel – meget klistret skal det hilses at sige)

Det endelige resultat! En halvtræt men glad souschef, der nyder sit mesterværk!

Turen går til Zanzibar!

Så tager jeg en lille udflugt væk fra hjembyen Arusha og hverdagen på børnehjemmet for at tage til Zanzibar. Jeg glæder mig meget til at opleve den nok så kendte ø og udforske den med mine skønne piger; Frederikke, Mette og Gitte. Vi tager bussen til Dar es Salam og overnatter der en eller to dage inden vi tager færgen til Zanzibar. Vi regner med IKKE at drukne!
Intet er planlagt endnu – vi tager det som det kommer, men regner i hvert fald med Stone Town og en masse solbadning, marked og restaurantbesøg. So long – vi ses tilbage i Arusha om en uges tid.

Indtrykkene overvælder stadig!

Den ottende uge er startet. De støvede fødder er smækket op på sofabordet efter endnu en arbejdsdag. Solen bager stadig og fluerne sværmer om en og invaderer ens kaffekop. Dagen har været som mange andre og stadig synes der en forskel for hver dag man møder op på børnehjemmet. Det kan være de mindste ting, som hvem man taler og leger med, hvordan undervisningen foregår og hvilke rækker af indtryk som stadig fylder en efter godt og vel otte uger i samme by. Selvom man nogle gange befinder sig i den samme trummerum dukker der altid ting op som gør dagen anderledes og udfordrende. Sidste søndag blev vi inviteret til konfirmation af Scola; en af mama’erne som arbejder her i Tanzanite appartments. Hendes to drenge skulle konfirmeres. Og det bliver der også hernede gjort et stort nummer ud af. Morgnen står for døren og vi hopper i de lange kjoler, for at udvise respekt overfor kirken, den katolske kirke i dette tilfælde og tropper syv piger op foran kirken, som står næsten tom. Klokken er ni om morgenen og de andre havde danset natten lang, mens jeg blev hjemme med en form for roskildesyge. Den første af slagsen for mit vedkommende hernede som egentlig kom bag på mig i forhold til at jeg har haft halvanden måned i Tanzania. Men nok om det vi står klar og parat og får så at vide at præsten ikke er dukket op. Det skal lige siges at det altså er 205 børn med påhængende familie som står klar udenfor kirken til at gå i gang med ceremonien, men præsten vælger så ikke at dukke op. Vi bliver sendt hjem igen og får at vide at vi skal stå foran kirken igen halv elleve. Scola fortæller at præstens søster er syg og derfor er hele molevitten blev rykket uden varsel. T.I.A… Ikke noget med at sende en substitut.  En smule hektisk at komme forbi al trafikken for at være hjemme en times tid for at køre tilbage igen. Men vi gjorde som de sagde. Der var alligevel ikke meget andet at lave det pågældende sted. En gåtur kunne jo have været oplagt. Men efter at morgensurheden drev over og vi igen kom og oplevede ceremonien, var det det hele værd. Familie og venner var flotte klædt. Alle konfirmanderne gik i hvidt og blåt med kors om halsen. Koret havde lange dragter og fest og farver all over. De begyndte at synge udenfor kirken, hvor alle 205 konfirmander var linet op og ind gik de så og fire timers ceremoni kunne begynde. Selvom ens bagdel og skuldre blev ømme af at sidde i samme stilling og i mit tilfælde at helbredet ikke lige var det bedste, kunne koret og stemningen rejse ens hår på armene. Traditionen bagefter er så, at konfirmander, familie og venner går en tur ind til byen for at få taget billeder og så er der så ellers gilde privat for hvert hjem. Det var vi naturligvis også inviteret til. Jeg måtte lige ligge mig lidt inden festen om aftenen begyndte, og frygtede at jeg gik glip af herligheden, men da jeg kom derop blev man mødt med en stykke sukkerkage aka lagkage som konfirmanderne fodrede en med fra en tandstik – v.i.p. Man skulle lige pose for kameramanden inden man spiste kagestykket og derefter udbryder der jubel i hele salen. Det gentager sig så for, ja, os hvide piger (specielt var det jo at vi sad der) og så de tætteste af familien. Varmere mennesker har jeg sjælden mødt. Det betyder åbenbart virkelig meget for de lokale hernede at sådan nogle som os møder op. Var denne søndag inviteret til lignende fest bare uden ceremoni sammen med nogle af de lokale fyre vi af og til hænger ud med og også de samt familien var yderst taknemmelig for at jeg og min veninde kom. Med Scolas familie var festen lidt længere nede af vejen på Tanzanite Bar, hvor de har festlokaler, men med de andre kom vi virkelig ud til det almene afrikanske hjem; en beton bygning omringet af støv og sten. Vi sad på coca cola plastikstole og omkring løb små børn rundt i deres søndagstøj og i et mørkt rum brummede bassen fra de fedeste dancehall sange. En besynderlig mix af mange ting på bare et sted. Pludselig forsvandt resten af festen ind i et fællesrum, imens vi sad ude i uderummet og spiste. Ved ikke om det var af hensyn til os på en eller anden måde, men jeg ville klart foretrække at vi sammen kunne have delt måltidet. Der kan sikkert være en anden forklaring, men jeg studsede godt over det. Resten af aftenen var vildt hyggeligt og vi blev på bedste maner kørt hjem i fede vogne – som er noget af en kontrast til den dalla dalla man tager hver dag, skal det lige hilses og siges! Det er drengenes egne biler – men tilskuddet til den er tvivlsomt fra deres egen lomme. Ordet sugar mama er nok så kendt hernede idet nogle eller for så vidt mange afrikanske fyre hernede får internationale kærester som sender penge til dem – fordi de bor i Afrika og har brug for støtten. Der er delte meninger om det emne. Noget at forholde sig kritisk til i hvert fald.

En anden ting som skilte sig ud fra hverdagen var sidste uge hvor vi tog boda boda timer – har før stavet det som bora bora og det beklager jeg MEGET! Svært at skrive et ord ud fra hvordan det lyder hernede… Anyway motorcykelkørsel under anstændige forhold med en kørelærer til hver og et sikkert sted at blive undervist. Til de bekymrede så forlod hjelmen ikke mit hoved hele vejen igennem og nåede ikke at være alene på boda bodaen som nogle af de andre prøvede. Min lærer var meget påpasselig. Men kun godt jo. Vi ser i hvert frem til næste køretime. 15.000 TSH for en time – 60 kr.  Not bad at all. Og fedt adrenalin kick!

En ting som jeg altid nyder hernede er når vi svinger dansefødderne på gulvet! Det kan virkelig løsne op for en hård arbejdsuge eller bare en dårlig dag. Vildest går det til på Via Via, som er hver torsdag, hvor dansegulvet næsten ikke bliver forladt hele natten. Er der noget jeg kommer til at savne herfra, så er der folkets musik og danseglæde hernede! Bare det, at man kan sidde stille og roligt på sit værelse hjemme i lejligheden og pludselig blive afbrudt af den sygeste forstærker på hjul udenfor på vejen spille så højt at man mærker bassen i brystet og dårligt nok kan høre en selv tænke. Det giver bare sådan et ordentlig smil på læben. Nå tilbage til Via via – her i torsdag havde jeg det for fedt med en af dansedrengene, Mas, hvor vi sang efter sang bare battlede foran hinanden og delte moves og danseglæde. De bliver stadig paf når en hvid bevæger andet end overkroppen hernede eller svinger et par zumbamoves på gulvet. Det bliver jeg aldrig træt af. Man danser så sveden driver. Ligeså gjorde vi på en klub der hedder Masai Camp i lørdags. Det er bare fedt fedt fedt!

I søndags drog Mette og Gitte til Kenya for at starte deres tre ugers adventure på egen hånd. Det har været os fire siden starten, så det har været noget at skulle vende sig til, at man ikke havde dem på værelset ved siden af. Siden jeg kom her er alle undtagen Frederikke taget hjem eller så er der kommet nye til. Det er lidt tumult, men samtidig møder man nye og spændende mennesker hele tiden. De gamle savner man dog idet der ikke er et sted som Afrika, som binder folk sammen. Bare det at det ikke at os fire som følges til børnehjemmet nu føles lidt tomt. Men Frede og jeg råhygger nu stadigvæk. Det alt for fedt det vi har sammen.

Cradle of Love med tumlingerne

Mig med 2 måneder gammel Gloria på armen.

Konfirmanderne Dennis og Hendrick til festen om aftenen!

Denne tirsdag og onsdag tog Fredrikke og jeg på Cradle of Love; babybørnehjemmet. Det er en fantastisk oplevelse at komme der hver gang og så er man sammen med børnene på en helt anden måde en på Living Water. Et fordi det er langt yngre børn og endda babyer men samtidig er ens rolle i hverdagen også mere fokuseret på de basale behov; mad, søvn, ble-skiftning og øjenkontakt. Samværet er lige så stærkt på begge børnehjem men det foregår alligevel meget anderledes i forhold til målgruppen af børn. På Cradle i går sad jeg med en håndfuld tumlinger på gulvet og havde tog på skødet. En besynderlig lugt opstår og jeg søger med en vildfaren næse for at finde frem til ejermanden. Den dejligtste dreng på mit skød har så lidt våde bukser. Det er ikke gået udover mig tjekker jeg og bærer ham ind for at få ham skiftet. Jeg undrer mig stadig over lugten, da en tisseblev der er gået over bord tvivlsomt kunne forårsage den dunst. Og nej det kunne den ikke. På puslebordet trækker jeg tøjet af den lille skat og han er smurt ind i diarre. Skulle mildest talt lige sunde mig inden jeg gik til angreb på svineriet men hurtigt smeltede jeg for den lille mand som hylede i vilden sky og fandt så diarreen ubetydelig.  Selvom man tænker ej come on det er bare en lorteble vil den fængende afskylige stank, som jeg nærmest ikke kan beskrive, minde dig om at det ikke er en helt almindelig lorteble. Fy fan. Men baby kom i bad og hurtigt troppede der flere babyer ind i puslerummet. Det var en skøn følelse igen at sidde med de samme tumlinger i legerummet helt rene og glade efter sådan en hektisk tur. Det er utrolig givende at kunne tilfredsstille så basale behov for nogle der har så meget brug for det. Passede også en to måneder gammel baby som havde samme størrelse som en nyfødt – hun er for tidlig født og er blevet efterladt på hospitalet. Igen er disse historier om efterladte børn en triviel ting hernede, men det stopper aldrig med at forarge mig. Man får vitterlig den tanke at man tager dem alle sammen med hjem. Who knows – måske lykkes det for mig 😉

Long time no see!

På cykeltur i junglen!

Besøger chagga folket ved Kilimanjaro

Vandretur til Kilimanjaro udsigt – jeg, Mette, Gitte, Frederikke, Charlotte og Stine.

Mambo, vipi? Hej, hvordan gaar det? Hvor soeren skal man starte? Siden sidst er der sket en hel masse ting hernede i det stoevede Afrika. Og ja TIA – This Is Afrika. Det er det man siger naar tingene sker paa afrikansk vis. Specielt med teknologi, ventetid og service. Men nu er jeg tilbage igen! Forholdsvis i hvert fald… Siden sidst har jeg vaeret paa safari, besoegt Tanga, Marangu og Moshi og oplevet en hel del andre ting. Safari turen var suuuuper fed! Vi saa Serengeti, Lake Manyara og Ngorongoro national parkene og campede side om side med dyrene. Noget af en oplevelse! Saa alle de dyr der var at se og hvor foeltes det som at vaere midt i Disney filmen! Helt utroligt. Turen startede selvfoelgelig med at mit kamera gik i stykker, saa maatte leve paa andres billeder, men saa tilgengaeld se alt live og ikke igennem et kamera J. Tangaturen med mette, gitte, frederikke, charlotte og stine var en anden og ogsaa helt fantastisk tur. På vejen til Tanga går vores vinduesviskere i udu og vi er nødsaget til at stoppe. Vi bliver begloet af lokale og musikken i vores jeep spiller højt, regnen drypper, humøret er i top og vi danser regndans imens vi bliver betragtet som i zoologisk have. Vi smiler og vinker og de vinker tilbage. Det er nok ikke hver dag at en flok Wazungu standser ved deres lille lokale vej. Stemningen er fed mellem os piger, de lokale og vores chauffoer. Vi kører igen. Vi når til tanga. Det er varmt. Sveden driver fra os alle. Vi når til Inn By the Sea og får vores værelser. Udsigten er fænomenal. Palmer, farverige buske, havvand, strand, øer og solen brænder. Vi er ved at dø af sult. Syv timer uden noget rigtig mad udover snacks. Restauranten ligger dirkete ud til vandet og tidevandet har gjort er der ikke er strand længere men vand lige fra terrassen af. Varmen er ulidelig og Charlotte og jeg springer i med tøjet på. Undertøj havde været ganske grænseoverskridende da der var et snes sorte fyrer som betragtet os – igen som i en zoologisk have. Senere skal vi til Full Moon Party. Man ved ikke helt hvad der venter os, men forventininger er høje og vi forestiller os den vildeste feste med de lokale, palmer, sand, moon light og kolde bajere. Vi er tre mindre både som sejler ud. Få lokale. Mange hvide og kedelige mennesker. Øv. Nå men ud kommer vi og jeg falder i snak med dj’en – en inder som har boet i Tanzania i 13 år. Yderst interessant samtale omkring Tanzania, samfundet, ulighed, retfærdighed, interesser og meget andet. Solen er gået ned og månen skinner på os imens vi befinder os midt ude i havet. Frem for os efter en times tid ser vi en sandbunke liggende i havet. Det er stedet. Total syrealistisk at vi står midt ude i havet på en 50 meter i diameter sandø. Livet er vildt. Det er fedt og ufatteligt. Generatoren bliver sat til, bålet bliver organiseret og vi render overgearet rundt og fatter ikke vores tilværelse. Adrenalinen pumper. Fedt! Skuffelsen bliver større, da det viser sig at generatoren ikke virker og at de er nødsaget til at tage tilbage til kysten for at skifte den. Bålet kan de ikke få tændt og kullene til grillmaden tager evigheder. Rusen falder lidt og det uorganiseret program falder lidt fra hinanden. Det sindsygt ærgerligt for opskriften på en uforglemmelig oplevelse var der men organiseringen smulrede. Musikken har vi kun den sidste time ud af 5-6 timer. Men den sidste time blev så også dansens time. Båden sejler fra den forladte ø og vi dumper trætte hjem i seng klokken to. Næste morgen står den på cykeltur. 22 km ud på vejen og ind i vildmarken. Vi ser ”junglen” på tæt hold og kommer til svovl-kilder, klatre i kokostræer og møder lokalbefolkningen. Turen går videre til en grotte, som vi udforsker et stykke tid med guiden Hasan. Resten af dagen gaar med at naa tilbage til Tanga for at spise, slappe og sole. Naeste dag tager vi til Marangu hvor vi ser indgangen til Kilimanjaro. Hold nu op hvor ville jeg gerne have besteget det, men valget var jo mellem safari og kili, saa nu har vi piger aftalt at vende tilbage til Arusha og igennem vores kontakte bestige Kili i loebet af naeste aar. Derudover saa vi i Marangue chagga folket som er en et oldgammelt folk som stadig lever som de har gjort i aarhundreder. De er lidt anderledes en maasai folket men har mange af de samme skikke. Efter at have overnattet paa hotellet vandrede vi ud til et smukt vandfald hvor to af pigerne sprang i. Det var frysende koldt ogsaa fordi det var saa tidligt om morgenen, men fedt var det! Derefter tog vi ud til en kaffeplantage (fri fra turister) og kom helt taet ind paa det at dyrke kaffe. Der er mange processer og nydelsen skal vaere stor naar man saa endelig sidder med den fyldige, varme og sproede kaffe. Tanzaniansk kaffe kan varmt anbefaldes! Turen endte ved Hot springs efter at vi stoppede kort i Moshi. Vi badede i Hot Springs og det var som at bade i den vilde natur med klart vand, frodig natur og lianer haengende som i Tarzan. Smukt! Samtidig var der en dalla dalla der spillede hoej musik saa stemningen steg endnu kraftigere med alle de glade mennesker omkring en. Kaeft en fed tur! Det var lidt fedt med en lille ferie i det smukke afrikanske land.
Beklager det skiftende ae, oe, aa men maa arbejde paa to computere hernede faar at faa tingene til at fungere.

Tilbage her i Arusha staar fattigdommen igen for doeren. Idet vi kommer hjem, staar udenfor og leger masai med en flok boern ligger vi maerke til at en af de smaa drenge har en kraftig infektion bag oeret og oejenbetaendelse. Vi tager ham med ind for at faa det renset og da vi ser at oeret er halvt revet af tilkalder vi nogle af de sygeplejersker som er frivillige hernede. Det viser sig at denne infektion er ved at starte ved det andet oere og har spredt sig til hele hans ene armhule som er slimet, rynket og fyldt med stoerknet betaendelse. Vi faar at vide at faren er en alkoholiker som er stukket af og at hans mor pendler frem og tilbage fra moshi for at tjene penge. De bor paa gaden og han har ingen at tage sig af ham og hvis han er heldig giver nogle af dem fra vejen et maaltid en til to gange om maaneden. Det er den tougheste dreng jeg nogensinde har moedt. Betaendelsen blev gnubbet af og han sagde ikke en lyd for det er ikke tilladt hernede. Ikke engang kvinderne p[ foedegangen maa klynge naar de foeder. Goer de det faar de lussinger. Tough life… Drengen besoeger os nu for at faa tjekket op paa infektionen og det gaar allerede meget bedre. Hospitalerne hernede kunne ikke goere andet for ham end at tage hans penge. Kvaliteten af deres behandlingen er skod.

Maa sige at jeg har maerket lidt af det haarde liv hernede. Besoegte f.eks. et boernehjem hvor babyerne er uden foraeldre og er blevet fundet i toiletter og skraldespande og her i loerdags kappede det lige over. Paa hoejlys dag, en loerdag vel at maerke bliver jeg rullet af tre unge fyrer midt paa den store vej hvor vi har faaet at vide at vi skal gaa paa for at undgaa problemer. Det var saa ikke lige tilfaeldet for mig og de tre fyre omringer mig, truer mig med en kniv og river tasken af min ryg saa den gaar i stykker. Jeg fokuserer kun paa kniven og naar daarligt at opfatte situationen foer de stikker af og forsvinder i buskene. Klumpen vokser i halsen og taarene presser sig frem. Aner ikke hvad jeg skal goere af mig selv. Bliver moedt af en mand der kommer gaaende for at spoerge om jeg var ok. Gaden var ikke fyldt som den plejede pga et valg-optog saa ingen har lagt maerke til det eller ville laegge maerke til det. I saa fald giver han tegn til en Bora bora som frivilligt koerer mig til Arusha Hotel hvor jeg skulle moede pigerne og vaere ved poolen. Derfra tog folk sig godt af mig og vi fik ringede til vores koordinatore som klarede den derfra og folk omkring var rystet over at hoere det. Tyvene fik ikke rigtig noget ud af at bestjaele mig for jeg havde ikke rigtig noget vaerdigfuldt udover et humoersvingende kamera og en gammel telefon. Jeg var selvfoelgelig i chok og har vaeret godt exhausted siden men har det udemaerket. En erfaring rigere om man maa sige. Det skal ikke aendre min opfattelse af min tur hernede og mine fantastiske fasination af landet. Dog gaar jeg aldrig aldrig mere alene – selv paa den store vej paa hoejlys dag.

Oplevelserne fortsaetter dog stadig i hoejt humoer og jeg glaeder mig til at komme tilbage til boernehjemmet!

Oplevelser udenfor børnehjemmet

Ofringen af geden, hvor maasaierne drikker blod.

David, Solen og jeg på Via Via. Solen og jeg står med Tusker øl!

Mig og en maasaikvinde inde i soveværelset i en af hytterne. Alle maasai kvinderne havde denne udsmykning på og når de dansede vippede halskraven op og ned.

I lørdags var vi fjorten fra organisationen som tog til Maasai Village; der hvor Davids familie bor. Det var noget af en oplevelse. Vi kørte ca. en time i en jeep. Jeg fik lov til at sidde foran sammen med David og chafføren, da en så høj som mig har lidt probs med at sidde alt for længe i nogle af deres biler hernede. Den interne joke lyder; 2 meter tall Mzungu. Den har både vi piger og de ansatte stor griner over. Men anywho… Vi kører forbi Mount Meru og ud på sletten, hvor man virkelig ser Afrika, som man har forestillet sig det. Der var endnu mere tørke end, det jeg så da jeg landede i Kilimanjaro Lufthavn. David fortalte mig på vejen om de unge afrikaner, der render rundt i sorte klæder med stok og hvid maling i hovedet. Disse er unge som er under ”uddannelse” til at blive maasai (dem som går i røde klæder og stok). Det tager seks måneder og det hvide maling i ansigtet er tegn på, at de er blevet omskåret inden for de sidste par måneder. Det er både piger og drenge som er maasai, så vi formoder, at pigerne også bliver omskåret, men de detaljer valgte jeg ikke at gå mere ned i.
Vi standser midt på vejen og drejer skarpt til højre ned ad en skrant og ud på sletten. Det var noget af en ”bumby ride” må man sige, og vi tilbød også at gå resten af vejen, for det kunne umuligt være godt for bilen, men de insisterede – selvfølgelig. Wazungu (Mzungu i flertal) kan jo ikke gå… Vi ser forude nogle farverige skikkelse med sorte hoveder; det er maasai kvinderne som byder os velkomne med traditionel sang og dans. Mellem deres ben render støvet og udsultede børn rundt og tager med det samme vores hånd. Det var utrolig bevægende med naturen, omgivelserne, sangen, børnene og deres ubetingede imødekommenhed og det faktum at deres hjem bagved bestod af ler/kokasse huse med stråtag. Rundt om deres village – med en diameter på 50 meter – var der lagt stikkende grene i en meters højde, som et fort. Man skal ikke tage fejl af, at de stikkende grene kan gøre skade. Prøvede det selv. De sår har jeg endnu.
Vi kommer ind og får en rundvisning i deres huse som er kulsorte indefra. Efterhånden vender ens øjne sig til mørket og man ser de små rum, hvor familien sover. Efter kort visit og billeder sætter vi os under et stort tørt træ og får en kop te – meget sukker og frisk gedemælk. Det var sødere end chai te derhjemme og fluerne sværmede, men høfligt er det at drikke det, man er blevet budt. Da der til sidst så flød fluer rundt i min te, valgte jeg dog at sætte den fra mig igen.
Vi skulle derefter gå en tur på sletten og se en udtørret dam og gik tilbage til en hule lavet af grene, hvor ofringen af en ged skulle finde sted. Maasaierne kvalte geden, hvilket var væmmeligt at se, idet det føltes som evigheder før geden lå helt stille og ikke sagde forfærdelige hvinende lyde. De kvæler den for ikke at spilde blodet. Vi sad blot en meter fra og så geden blive skindet og åbnet. Tradition er det for maasaierne at drikke gedens blod – så det gjorde de samtidig med at de spiste rå indvolde. Ikke noget for sarte sjæle. Kunne godt mærke, at mine håndflader blev klamme. Alt tog de ud og brugte. Nosserne fik hundene, hvilket var godt at se, idet de var så tynde, at jeg hele ceremonien ønskede for dem at de kunne få noget af geden. Nu var geden klar til at spise, men det var maasaiernes frokost så vi gik et stykke væk for at spise vores medbragte frokost under et træ midt på sletten. Til sidst kunne man ikke se maden på tallerkenen for bar støv, men man spiste det alligevel. Vi gjorde africanstyle – med fingrene, idet vi ikke vidste at der faktisk var medbragt bestik, men pyt med det. Så kom vi da lidt tættere på den afrikanske kultur.
Da vi var færdige, gik vi ind i villageen igen for at se traditionel dans. Først mændene og så kvinderne. Mændene stod i en halvmåne og lavede mørke stemmer/lyde, hvorefter de en efter en gik ind i midten og hoppede på en meget speciel måde som skulle ende med en høj lyd, som de lavede med foden. Den sejeste maasai kunne selvfølgelig lave den højeste lyd! Der var en maasai som var udklædt til det yderste og vi lagde alle godt mærke til ham. David og Amani som ledsagede os stod med i halvmånen og dansede med. David kender jo alle maasaierne og da vi kom hjem havde han en lille ting at fortælle mig. En af maasaierne havde lagt mærke til mig og ville købe mig for 10 køer – det er den traditionelle måde at finde en kone på… Jeg var flad af grin og troede at det var en joke men de følgende dage fik jeg hele tiden en besked fra David om at han jo havde snakket videre med ham høvdingen – den mest udsmykkede, som det så viste sig var ham, der ville købe mig. Det er jo den måde de gør det på hernede, men jeg fik godt sagt til David, at det kunne han glemme og så er det nu bare en intern joke imellem os. En blandt mange. De er utrolig søde de lokale hernede. Dem der arbejder her finder mig utrolig morsom og nem at drille. Det fedt med lidt humor. Det er især mellem David, Ayubo, Abraham, pigerne Gitte, Mette, Frederikke og jeg, som bruger lang tid med bare at grine og tage pis på hinanden.
Efter dansene i maasai village kunne vi købe nogle af deres fine smykker og derefter tog vi jeepen videre til maasai markedet, hvor vi også slentrede rundt og købte lidt og mærkede stemningen, kulturen og ignorede det konstante opråb ”Sister, sister. One minute please. See my shop”. De er ret pushy hernede og tager gerne fat i dig for at få dig til at kigge på deres ting. Det samme sker med dalla dallerne. De konkurrerer jo de forskellige dalla dallaer, så det er bare om at fange os wazungu så hurtig som muligt. Måtte vride mig ud af grebet den anden dag og sige ”Hapana!” – nej, for at slippe fri. De er desperate ja, men harmløse. Man skal gro sig hård hud hernede og sige tingene på swahili så stopper de. Prøvede også en morgen at sige ”pole pole” – langsom/rolig, som sælgerne altid siger til os når vi går forbi deres boder. Dalla dalla mændene fandt det ret morsomt, at en mzungu talte swahili og de viser derved respekt ved at trække sig og smile med åbne håndflader.
Vi har hernede et utroligt godt socialt samvær – både os frivillige og så sammen med de ansatte. I torsdags tog vi på Via Via – en udendørs danseklub med halvtag. Stort sted. Fedt sted. Før det drak vi nogle Tusker øl (min favorit indtil videre) og troppede op i det rene slappetøj og en minimal glat mascara og havde en fest. Må sige at jeg har savnet dansen i mit liv, men den får jeg rigeligt tilfredsstillet hernede. Det er jo én stor zumba fest! Masser af reggea, salsa, cumbia osv. osv. til at bevæge sig til og hernede ved de sgu hvordan man danser! Ikke som de danske nightclubs, hvor man kører fingerdansen (hårdt sagt), men ja det var virkelig en fed oplevelse. Samtidig har de lokale jo slet ikke overvejet at en mzungu som mig faktisk kan danse, så det var et stort hit at fyre den af til livebandet den halve nat. Senere, hvor folk havde fået lidt mere at drikke startede dansegulvet udenfor uden halvtag og der kom internationale hits på. Stadig kunne man køre den samme dansestil og mærke den afrikanske danseglæde. Uforglemmelig aften.
Jeg ligger pt. syg og har derfor lidt tid til at få oplevelserne på skrift, men kan godt mærke at kun to dage fri fra børnehjemmet gør savnet til dem meget stort. Og pigerne som tog derhen kom tilbage og sagde at der var kommet så mange over og havde spurgt efter mig også de voksne. Det varmer helt. Kan ikke vente med at se dem igen. Kommer jeg desværre ikke til før på tirsdag, da vi allerede skal på vores fire-dags-safari i morgen. Men det glæder jeg mig nu også helt ekstremt til! Ergo vil jeg være offline. Skal ud og sove blandt dyrene i telte. En på opleveren!!

Tættere på børnehjemmet

I løbet af sidste uge på børnehjemmet er jeg kommet godt tættere på børnene. Ikke blot ved navn men også ved deres karakter, likes og dislikes, temperament og behov for omsorg. Det er utrolig frustrerende ikke at kunne give alle børnene opmærksomhed på en gang og det skær i hjertet, når fem seks børn står foran en og vil lave klappe leg, danseleg eller noget helt tredje, som de så at nogle andre gjorde tidligere med mig. Børnene er utrolig hurtig til at opfange, hvem der laver noget med en af os frivillige og straks har man femten børn i hælene. Jeg har erfaret at børnene på børnehjemmet ikke har den store interesse for at dele, give plads til hinanden eller undskylde når de gør hinanden kede af det. Man prøver så vidt mulig at blande sig og guide dem igennem skænderier, og nogle gange lytter de men oftest ender det med puf og sure miner.
Jeg befinder mig både i klasseværelset, på legepladsen og alle andre steder, hvor der er behov for mig. Som tidligere skrevet er de voksne på børnehjemmet ikke så gode til at sætte en til arbejdet, så man skal primært selv råbe op og spørge om specifikke opgaver. I klassen fungerer jeg som en hjælpelærer, der sidder ved børnenes side og kommenterer, retter eller roser, når det er. Jeg har også været oppe ved tavlen sammen med lærer Melita og supplerer eller rette hans fejl, så ikke han videregiver misforståelserne til børnene. Melita er meget taknemmelig og en af dagene skal jeg sætte ham ind i forskellige gramma regler i engelsk og regnemetoder i matematik. Dette er primært de fag som jeg kan og vil hjælpe til med.
Jeg kan tydelig mærke børnenes tilfredsstillelse af et godt stykke arbejde i timerne. Det bringer det største smil på deres læber, at jeg roser dem eller retter og så roser bagefter. I klassen kan man heller ikke hjælpe alle på en gang, men prøver så vidt muligt at komme godt rundt og så kommer de også til mig hvis de har brug for hjælp. Timerne er aldrig med 100 % koncentration, så nogle gange sidder de også og leger med modulervoks eller anden mærkværdig legetøj; en bold lavet af små flamingokugler sat sammen af klister – man tør slet ikke tænke på hvor mange bakterier der er på den. En dag lagde de for eksempel modulervoks på mine og deres egne negler og formede det så det skulle ligne neglelak. Det var yderst kært!
Udenfor klasseværelset, er det meget forskelligt fra dag til dag hvad jeg bliver sat til eller rettere sagt, hv ad jeg sætter mig selv til. I løbet af dagene har jeg og nogle af de andre piger taget opvasken, som der er en del af i løbet af en dag. Det sker selvfølgelig på afrikansk vis; med koldt vand, fast sæbe og muggen svamp. Opvaskebaljen er den gryde, som de har lavet maden i, hvilket vil sige, at vandet med det samme så er beskidt. Altid er der dog en balje med frisk vand til at skylle af med bagefter, men der går heller ikke mange nanosekunder før det er svinet igen. Og det er noget af en opvask fra 45 børn og en håndfuld voksne og sidde/stå mulighederne er ikke just behagelig i længden så man skifter stilling talrige af gange. Jeg har forsøgt mig med at stå helt foroverbøjet, som jeg ser de afrikanske kvinder gør det. Det kræver dog lidt øvelse at kunne stå i den stilling i mere end ti minutter. Men det kommer vel. Jeg føler mig allerede mere afrikansk. Det skete især, da jeg skulle vaske tøj. Samme stå-stilling og opvask i hænderne. En klump sæbe til at gnide mod tøjet og så skrubbe op og ned på den rigtige måde med fingre og håndled – igen det kræver lidt øvelse for at gøre det på den rigtige måde og så når tøjet er blevet skrubbet, skal det vrides op i et antal baljer med vand. Den sidste balje skal være det klareste vand og efterhånden skifter man så vandet ud og starter igen. Det kan godt tage sin tid! Og efter at vi også vaskede tøj herhjemme i lejligheden har jeg nu fået brandmærker/slidmærker på enkelte fingre og håndleddet. Ja jeg tror godt at jeg kan sætte pris på en vaskemaskine!

Indtryk og forventninger

Det første vi fik styr på ved orientering var sim-kort og internetstik så man kunne have bare lidt kontakt med omverdenen. Internettet virker overraskende godt i forhold til at vi sidder blandt slum, lerhuse og enkelte bygninger. Men det er ikke vestlig standard. Hernede er tålmodighed en dyd, ikke kun med det tekniske, men med hensyn til afrikansk tid. Afrikanerne har ikke det samme forhold til mødetid og planlægning, som man får skovlet ind med ske siden man var lille hjemme i Danmark. Første dag på børnehjemmet for eksempel blev vi mødt af lederen David, som sagde, at han ville være tilbage ”in two minutes”, som så blev til en halv time. Vi fem piger; Gitte, Mette, Frederikke, Christina og jeg selv sad på en bænk i solen og ventede. Ikke ligefrem det man forventede. Egentlig havde jeg personligt også den forventning om at man blev mødt af en flok løbende sorte små børn, men de sad alle inde i klasserne. Da de først opdagede en var der enkelte som reagerede, men det var ikke det store. De observerede derimod meget og var lidt generte. Man vidste ikke rigtig hvad man skulle gøre af sig selv og spørgsmålet om de overhoved kunne kommunikere med en.  Efter ”Mambo… poa”- en af måderne at hilse på og ”Habari… mzuri”- hvordan går det, så blev det en udfordring at komme ind på børnene. Mama et og to besværede sig ikke engang med at kigge på en og man følte sig lidt overflødig og fremmed. Idet at det var første dagen var initiativet ikke på højeste gear, og man observerede mere stedet, menneskene, omgivelserne og tog alle indtrykkene ind.
Isbryderen kom heldigvis, da vi blev fordelt ud i klasserne. Jeg glædet mig sådan til at se hvordan skolegangen foregår hernede og se hvad børnene kan. Jeg blev sat i en klasse med børn fra 6-11 år, størstedelen piger. Jeg bliver mødt med forventningsfulde børn som alle ville have at jeg skulle sidde ved siden af dem. En smuk pige ved navn Sulfa tog min hånd og sagde ”Teacher, teacher sit here”. På børnehjemmene bliver alle voksne kaldt ”Teacher teacher”. Mit indtryk af den manglende imødekommenhed svandt mere og mere i løbet af timen. Glæden ved børnehjemmet voksede i takt med at man skabte kemi med de livsglade, kreative, kvikke og håbefulde børn. Man kunne tydeligt mærke, at det børnene trængte til var et ekstra sæt øjne til at give dem opmærksomhed. Alle havde de lige noget jeg skulle se, gøre eller kommenterer. Samtidig kom der også stor skuffelse i deres øjne, hvis jeg ikke lige kunne huske alle deres afrikanske navne. Og det forstår man jo egentlig godt, men personligt er det bare ikke muligt for mig at lære ti børns navne på en gang. Men efterhånden sidder de forskellige navne der, når man forbinder barnet med minder og oplevelser.
Jeg blev overrasket over hvor godt engelsk børnene talte, hvor mange ord de både kunne sige og stave.  Jeg hjalp dem, da de skulle arbejde i grupper i engelsk timen, efter at vi havde haft matematik. De skulle skrive to gange ti ord med vokaler og konsonanter. Først måtte jeg lige give et tegn til læreren idet han var i gang med at lære dem at foran alle ord der starter med en vokal høre ”a” til og ikke ”an”… Det var jo så lige omvendt. Men den klarede vi. På trods af lærerens manglende kompetencer finder jeg børnene utrolig begavede.
Har sjælden været så smadret efter ikke at have lavet det store fysisk, men da vi kom hjem fra første dagen på børnehjemmet var jeg helt mæt af indtryk og den danseleg jeg fik lært dem som trak al energi ud af mig. Man skal tænke på, at mængden af energi man indtager ved føde og andet er langt fra det man får derhjemme. Det hænger derved meget godt sammen med at tingene hernede ikke går så stærkt. De er til gengæld meget service minded. Hvis der ikke er nogen steder at sidde for en ”Mzungu”- en hvid, så er ”Mbongo” – sorte, meget hurtige til at give deres væk og de tager næsten som en fornærmelse hvis man takker nej. Især i ”dalla dallaen” – en minibus, vi kører med, vil de hellere end gerne stå op foroverbøjet (idet at man ikke kan stå oprejst i dalla dallen). Det er utrolig tæt i en dalla dalla for der er pladser til ti men jo flere mennesker jo flere penge, så vi kan hurtig komme til at sidde og stå 15 mennesker. Dette inkluderer selvfølgelig en god omgang menneskelugte af forskellig art og kræver opmærksomheden omkring ens taske, idet man er så tæt at det er pjece of cake for lommetyve at nuppe værdigenstande. Jeg har altid tasken på maven, men har endnu ikke stødt på ubehagelige mennesker i dalla dallaen. Alle er imødekommende, hilser og snakker med en. Ikke ligesom i Danmark, hvor man helst vil sidde i hver sin ende af kabinen i toget.

Det må siges at være svært at beskrive de forskellige indtryk, forventninger og oplevelser med ord og især det at skrive dem ned. Det kommer altid til at være en brøkdel af det at være i det selv. Jeg må siges at være mættet af indtryk og der kommer kun flere. Kan ikke vente.

Ankomst!

Endelig ankom man til det længe ventede Tanzania.

Det første jeg ser, er Kilimanjaro lufthavn. En asfalteret vej, en flad bygning med en velkomst hal – dette var deres såkaldte lufthavn. Omegnen var mere mark end civilisation. Naturen skreg af Afrika på lang afstand og mindede en om barndommens disney film Løvernes Konge. Køreturen var som at gennemleve disney filmen bare uden alle afrikanerne i vejsiden. Man suger alle indtrykkene til sig allerede nu og smilet ømmer ens kinder. Endelig er vi ankommet! Vi passerer utællelige flokke af køer og geder ledsaget af små afrikanske børn med bare fødder. Derudover går og står der lange ranglede maasai mænd i den traditionelle røde klæder med stok i vejkanten. Kontrasten af den afrikanske natur, lerhuse og nøgne fødder sammenlignet med den moderne bil betrukket med hvidt læder og moderne hits i højtalerne står stærkt og det sætter tankerne i gang. Noget af det første man også lægger mærke til er, at de kører i venstre side af vejen, hvilket afspejler den engelske kolonitid. Man finder deres køreegenskaber utrygge og følelsen af, at de kører ind i en bliver en del af dagligdagen.  Det dummeste at gøre er, at tøve i trafikken. Gotta go with the flow.
Ved min side i bilen sidder Frederikke som jeg mødte i Nairobi lufthavn. Hun skal være der i 3 måneder ligesom jeg. Foran mig sidder Christina, som vi først stødte på iKilimanjaro. Hun bliver her i 1 måned. Alle sammen skal vi på børnehjem.

Overgangen fra den afrikanske natur og til Arusha by skete brat med udsigten til en kæmpe blå bygning – et lignende hotel og derfra af, var der sammenhængende butikker, byliv og kaos. Ingen lyskryds og ingen fortove. Støvet hvirvler omkring og tætheden af afrikanere stiger voldsomt. Vi når til Clock Tower, som er midtpunktet af Afrika mellem Cairo og Cape Town, et oplagt mødested. Vi drejer ned af en bumlet vej tæt omgivet af lerhuse, butikker, bygninger, menneskemængde og ejerløse dyr. Vi når til den lyserøde bygning; Tanzanite Appartments. Mit hjem i tre måneder. Stedet er omringet af en mur, hvor der på toppen er rullet kraftig ståltråd i liggende spiralform. Ligesom da vi ankom i lufthavnen er de indfødte hurtig som refleks til at bære ens tasker for en. ”Asante sana” – mange tak.  Ind kommer vi og det første man ser, er en overdækket terrasse med et langt bord, hvor fem-seks sorte mænd og en kvinde sidder og med et vender øjnene mod en. ”Karibu… Welcome!”. Amani, Abraham, David, Ayubo, Elias og Marietta. Disse er navne, som man var nødt til at spørge om et par gange, for at kunne huske dem, grundet de væltende indtryk og kulturchokket.
Jeg var forberedt på at møde et par danskere og ud af den sidebygning til højhuset, som det skulle vise sig at jeg skulle bo i, kom Gitte og Mette. Senere opdagede man, at det var hele tyve danskere som hører til huset udover to tyskere og en amerikaner; en blanding af børnehjemsbesøgende og sygeplejersker. Første dag gik med at kommunikere og gå en lille uofficiel tur. Næste dag Orientation Day and learning of Swahili.

Min vej i Arusha

Home sweet home

 

Organisation

EXIS

Her kan i besøge hjemmesiden for min organisation og se nærmere på det arbejde under “børnehjem” som jeg skal beskæftige mig med.

Jambo!

Jeg har valgt at tage tre måneder til Tanzania med organisationen EXIS for at være frivillig et børnehjem; Living Water Children Center. Det ligger godt og vel 6 km udenfor byen Arusha, hvor jeg bor i Huset for Frivillige sammen med andre frivillige. Min rejse starter den 1. september og gennem de tre måneder kommer jeg til at opleve en hel del. Herinde kan du følge min dannelsesrejse igennem indslag og billeder af mine oplevelser dernede og du er selvfølgelig velkommen til at smide en eller flere kommentarer.